Jo, det har de, men ikke i gængs forstand.

I animationsfilmen ‘Terkel i knibe’ kan vi høre hvordan børn i Rudolf Steiner institutioner leger med trædukker uden ansigt. Det har givet anledning til mange gode grin.

Den steinerpædagogiske tilgang til dukkers udformning er lidt mere nuanceret end fremstillingen i satirefilmen. Dukkerne har det til fælles, at de er meget enkle i deres udtryk. Ansigtet er kun antydet og kendetegnet ved øjne syet på med farvet garn samt en kort, neutral broderet rød streg som mund. Ofte har dukkerne lidt farve i kinderne.

Det neutrale udtryk, både i forhold til køn, etnicitet og skønhedsidealer hos dukkerne giver plads til, at barnet kan bruge sin fantasi og lade dukken skifte karakter efter hvilken leg, der er gang i. Det stimulerer børnenes indre billeddannelse og motivation for læring i legen.

Der findes mange forskellige udgaver af dukkerne, og de er altid håndlavede og dermed unikke. Dukkerne kan have korte buttede arme og ben, det kan også være en lille dukke der kan stå, en krammedukke eller en marionetdukke. Dukkerne er dejlig bløde og føles, som følge af de anvendte naturmaterialer, varm, når barnet knuger den ind til sig.